Så kom jeg til computeren igen, og denne gang med en hel masse nyt og spændende i bagagen at fortælle om.
Det har været en fantastisk uge - fx var vi 4 piger inde og se den nyeste Harry Potter i 3D, hvilket var en fuldstændig vild oplevelse! Vi sad allesammen helt spændte i vores sæder, fordi filmen var så utrolig spændende, og vi havde glædet os meget!
Mormor og morfar har været her fra onsdag-fredag, og vi har virkelig hygget os. Onsdag formiddag mødtes vi her på ridecenteret, og jeg kunne vise dem rundt i mit midlertidige hjem og præsentere dem for både heste og kolleger :) Derefter tog vi mod Reykjavik, fik pakket ud, og gik så ind til centrum - dvs. max 10 min gang. Vi fik kigget på Hallgrimskirken, spist frokost på en hyggelig café/bager og kigget lidt i butikker. Derefter gik jeg lidt rundt alene, så de kunne få en lille lur efter den tidlige tur i flyveren. Jeg fandt min favorit café - en stor boghandel "Eymondsson" hvor man kan låne alle de nye magasiner man skulle have lyst til (gratis), og så satte jeg mig op på deres tagterasse med en isthe, en cookie og nød solen og stemningen.
Senere gik vi ned på den gamle havn og kiggede lidt rundt, hvorefter vi fandt en rigtig hyggelig restaurent "Fish & Chips", hvor vi fik dejlig fisk - hhv. rødfisk og kuller, mums :)
Om aftenen gik vi en hyggelig aftenstur i området omkring ridecenteret, og kom rigtig tæt på en sød fugl (Islandsk ryle, måske?!)...
Torsdag skulle jeg arbejde, og vi havde MEGET travlt hele dagen, men heldigvis kom jeg på alle de sjoveste ture, med erfarne ryttere, så vi red virkelig stærkt hele dagen - fedt! Om eftermiddagen havde jeg en gruppe med rundt om Mt. Helgafell, og vi havde en rigtig god tur i de smukke omgivelser.. Skal se om jeg kan få et kamera med en dag på vores ture!
Torsdag aften fik jeg lov at gå lidt før, så jeg kunne komme ind til Reykjavik og mødes med mormor og morfar igen, havde nemlig reserveret bord på mit yndlingssted "Fish Market", og vi blev ikke skuffede! Det var fuldstændig fantastisk mad, endnu engang, og stedet var så hyggeligt og fyldt med glade mennesker. Vi fik de smukkeste anretninger af hhv. grillet lam, havtaske og rødfisk og en lækker flaske hvidvin til! Til dessert fik jeg cheesecake med hvis chokolade, ananas sorbet og hindbæris, mums, og mormor fik en slags creme brulé med kokos, ribs og en masse andet kræs! Vi var fuldstændig fyldte til sidst, med mad og indtryk :) Derefter tog jeg en taxa hjem, og var så heldig at køre med en virkelig flink taxachauffør som kunne svare på alle mine dumme spørgsmål om den islandske kultur...fandt bl.a ud af, at næstefter ridning, er golf den mest populære sport på Island - der er 3 store golfbaner i den lille by Hafnafjördur som jeg bor i!
Fredag havde mormor og morfar planlagt en køretur ned langs Reykjanes og Grindavik, så vi kunne komme ud og se på naturen omkring Reykjavik, og det skulle vise sig at blive en helt fantastisk tur!
Efter lidt vanskeligheder med at komme ud på den helt rigtige vej, gik det som smurt, og vi fandt os selv midt i kæmpe arealer af lave, bjerge og sort støv! Vi kørte langs det område jeg rider i til dagligt, og det var rigtig sjovt at se det hele fra en anden vinkel - fx. anede jeg ikke at der lå et stort område tæt på os, hvor de laver saltfisk udendørs, men vi kørte forbi en masse træstativer, hvor der hang tørret fisk i lange baner!
Derefter landede vi ved en stor smuk sø, hvor vi kom ud og fik strukket benene lidt. Vi begyndte at kunne se røg stige op forskellige steder, og fandt hurtigt ud af, at vi var i et område med en masse varme kilder! Vi kørte hen til den nærmeste og største af dem, som havde sit udspring ved Selton - et stort område med kogende mudderpøle, svovldame og de smukkeste formationer i lavaen! Det var enormt fascinerende, men der stank, virkelig stank, af kogende svovl! Der skulle eftersigende være 1200 C et lille stykke under jordoverfladen, vildt! Vi brugte lang tid der, og det var indtil videre, det vildeste fænomen jeg endnu har set på Island!
Derefter kørte vi ind mod Grindavik for at finde lidt frokost. Inden vi nåede dertil, så vi et rigtig flot fuglefjeld med rider der havde reder! I Grindavik fandt vi en hyggelig restaurent ved havnen, og fik en dejlig frokost med cola og pizza (morfar fik dog en rødspætte)..
Efter frokost kørte vi ud mod vandet, og fandt den smukkeste udsigtspost helt ude ved kysten! Derfra kunne man kigge ud til en ø, hvor der hvert år samles en masse suler for at yngle! Tæt derved var der et rigtig gammeldags fyrtårn som vi satte os ved og nød udsigten og solen, skønt :) Vi kunne også se en blå lagune derfra (ikke dén Blå Lagune), og det så helt vildt ud i den ellers grå/sorte/grønne natur.
Dernæst kørte vi videre, og fandt en bro, hvorpå man kan gå fra kontinentalpladen der er en del af Europa overpå den som er en del af Amerika - ret vildt, og eftersigende skulle pladerne fortsat rykke sig 2 cm hvert år! Så var det tid til kaffe, og efter lidt tid fandt vi en tankstation (Island er meget øde, så snart man er udenfor byerne)...
Bagefter blev jeg kørt hjem, og vi fik sagt farvel og på gensyn! Det har været sådan nogle gode dage, og det var så dejligt at dele nogle fede oplevelser sammen, og rigtig skønt at få besøg langt hjemmefra :)
Om aftenen var jeg ude og ride med Abi, og vi fik en rigtig god tur i aftensolen!
Idag skulle jeg have haft fri, og have været ude og se Gullfoss og Geysir, men nu er jeg lige blevet bedt om at arbejde igen, pokkers!..men mon ikke både Gullfoss og Geysir bliver liggende til en anden dag :)
/Christina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar